Jesper Til sangoversigten

Den blå anemone

Egil Harder · Kaj Munk

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den første dag i marts. Hvad gennembrød den sorte jord og gav den med sit søblå flor et stænk af himlens tone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor. På Lolland jeg den hented, et kærtegn fra min fødeø. Så gik jeg her og vented og tænkte: »Den må dø; den savner jo sit skovkvarter, sin lune luft, sit fede ler; i denne fjendske zone forgår min anemone; jeg ser den aldrig mer«. Nu står den der og nikker så sejersæl i Jyllands grus ukuelig og sikker trods ensomhed og gus, som om alverdens modgang her har givet den et større værd, en lille amazone og dog min anemone som søens bølge skær. For denne rene farve den er mig som en vårens dåb, den la'r mig nyfødt arve en evighed af håb. Så bøjer jeg mig da mod jord og stryger ømt dit silkeflor, en flig af nådens trone. Du lille anemone, hvor er din skaber stor!
Til sangoversigten