Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: Lev det!
Jeg stormed’ ud og købte øl
ja, vintrens gamle, stive føl
fór ud på grønne enge.
Og du blev varm og lys og fuld
og håret var det pure guld
som solen – skjult for længe.
Og blomster åbned’ sig og så,
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde.
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.
Vorherre selv bød ind til fest
og kyssed’ hver benovet gæst
i kærlighedens sale,
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:
At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og bli’r,
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerterTil sangoversigten
